Om...
OSS (FAQ)
E-mail Simon


Indsend billede


Har du et eller andet du gerne vil sige?

Føl dig fri til at sende mig et par linjer - uanset om det er positivt eller negativt. Måske har du en god idé, eller en specifik kommentar til noget du har set eller læst her på siderne..?

Send mig en kommentar





Velkommen til Just Kiddings Officielle Ofte Stillede Spørgsmåls Liste (også kendt som J.K.O.O.S.S.L.) Her finder du svar på alle de spørgsmål jeg hele tiden, og så igen, bliver stillet (det vil sige, spørgsmål jeg har fået stillet i hvert fald én gang).

Skulle dit spørgsmål mod forventning ikke blive besvaret på denne side, skal du være mere end velkommen til at sende mig en mail på thomas@justkidding.dk.

Og lad os så komme i gang…

Hvad præcis er Just Kidding?

Tja, før i tiden var Just Kidding "bare" en jokesite. Men nu har jeg udvidet helt vildt, og du finder nu ikke kun de bedste jokes, men også masser af sjove billeder, lydfiler og meget andet. Du kan også cruise rundt i "Politi-arkivet" og læse om alle de kendte der er blevet busted. Og som noget nyt laver jeg nu også et lille "radioshow" jeg kalder Simons Sideshow. Men se dig selv omkring på sitet – det er jo faktisk ved at blive til en hel lille underholdningscentral!

Hvem er du egentlig?

Godt spørgsmål. Men du er faktisk ikke den eneste der har stillet det. Så derfor har jeg lavet en lille side, hvor jeg fortæller lidt om mig selv og denne hjemmeside. Gå til "Om..." for at læse mere.

Hvorfor har du lavet denne website?

Jeg var ikke tilfreds med nogen af alle de andre danske jokesites, så jeg lavede min egen.

Hvad var der galt med de andre jokesites?

Nogen andre lavede dem!

Hvor mange jokes har du?

Åh, mange! Og der bliver flere og flere.

Tilføjer du tit nye ting?

Ja. Hver dag er der f.eks. nye vise ord på forsiden, og hver uge er der et nyt "Ugens Link". Der bliver også jævnligt tilføjet nye jokes, billeder, lydfiler m.v. Så der sker faktisk hele tiden nye og vildt spændende ting på Just Kidding.

Hvordan véd jeg når du har tilføjet noget nyt?

Nemt nok. På forsiden er der en ramme med overskriften "Opdateringer". Her gør jeg altid opmærksom på nye tilføjelser til Just Kidding - uanset om det er en ny joke, et billede eller noget helt andet. De eneste ting jeg ikke nævner, er de faste rubrikker som f.eks. Dagens Vise Ord og Ugens Link.

Hvornår "udkommer" de ting?

Dagens Vise Ord - hver dag. Ugens link hver mandag.

Hvis man forsøger at bevise Murphys lov, vil det så gå galt?

Sandsynligheden er Pi i tredje potens, ganget op mod uendeligheden, delt med det antal dårlige jokes Bent Burg kan nå at fyre af i løbet af en gennemsnits Lykkehjuls-udsendelse…

Kan jeg indsende en joke?

YES! Gå til siden Indsend joke, hvor du kan læse mere om hvordan du gør. Du kan også læse lidt om hvilken slags jokes der finder vej til arkivet, og hvilke der typisk bliver frasorteret.

Jeg kan en rigtig sjov vittighed om en nonne og en sømand, der gik ind på en bar…

Jooo… Men måske skulle du sende den til en af de andre udmærkede jokesites der findes. Jeg forsøger nemlig at holde Just Kidding ret så "clean". Dvs. ingen racistiske, sjofle eller på anden måde uintelligente jokes. Beklager - men sådan er reglerne altså.

Hvordan ved jeg om min joke kommer med i dit joke arkiv?

Når du indsender en joke, modtager du automatisk en bekræftelse pr. e-mail. Vælger jeg at bruge din indsendte joke, sender jeg dig også en personlig mail, hvor jeg gør opmærksom på hvor genial du er. Og det er jo altid rart at få at vide, ik'?

Kan jeg blære mig til alle mine venner, hvis en af mine jokes kommer med på Just Kidding?

Ja, mand! At få en joke med i Just Kiddings arkiv, er nok noget af det mest prestigefyldte man kan opnå her i tilværelsen - næst efter at være med i Lykkehjulet selvfølgelig…

Har du virkelig ikke andet at lave, end at finde på åndsvage vittigheder?

Så, så! Jeg synes nu faktisk de er meget gode… Men jow, jeg har masser at give mig til. Jeg kan jo ikke leve af at poste vitser, så jeg er mod min vilje tvunget til at foretage mig noget nyttigt fra tid til anden. Øv…

Hvordan ville en stol se ud, hvis vores knæ bøjede den anden vej?

Jeg tør ikke tænke tanken…

Du er faktisk ret så sej - af en jyde at være, altså!

Tak, men det er jo ikke et spørgsmål...

Hvordan har du lavet denne hjemmeside?

Jeg kunne godt fortælle dig det, men så ville jeg være nødt til at slå dig ihjel bagefter. (Standard svaret) Men jeg kan røbe, at det har krævet blod, sved og tårer.

Åhh, kom nu! Hvilket program har du f.eks. brugt til at skrive html-koden i?

Okay, jeg har brugt et rigtig godt program fra EVR Software, kaldet 1st Page 2000. Det kan absolut anbefales, og så kan du tilmed hente det gratis deres hjemmside i download sektionen.

Har det taget lang tid at lave Just Kidding?

Ja! Jeg har været så heldig at skrabe mig et liv og nogle få gode venner sammen, som jo alt sammen også skal passes. Så jeg har været nødt til at tage en lille bid af gangen. Ombygningen af min website fra det gamle design til det nye, har også stået på over flere måneder. Men nu er den nye og udvidede Just Kidding her endelig!

Kommer det til at regne i dag?

Nu er jeg jo ikke meteorolog, men jeg forudser sne, muligvis slud i de sydlige egne. Ellers mest tørt, og især i de vestlige egne mulighed for tåge. Resten af landet vil sikkert opleve høj solskin med temperaturer mellem 25 og 30 grader.

Ejer du copyrighten på dine jokes?

Jokes lader sig sjældent copyrighte. Næsten lige så snart de er fortalt, er de "der ude" og kan blive brugt på utallige måder. Hvad jeg har, er en "compilation" copyright. Det vil principielt sige, at du ikke kan tage de jokes jeg bruger og sende dem ud eller bruge dem i samme rækkefølge, eller samme format, eller bruge min samling af jokes som din egen. Du kan f.eks. ikke bruge dem på samme tid på din egen hjemmeside, som de forekommer på Just Kidding. Hver enkelt joke er ikke copyrightet, men hele samlingen er.

Må jeg gerne lave et link til din side?

Du ved lige hvad du skal spørge om, for at bringe smilet frem på mine læber, hva'? Ja, du må så! Hellere end gerne. Tjek eventuelt siden Link grafik. Her finder du mere information om hvordan du gør, og en masse smart grafik til at udsmykke din hjemmeside med. Men du kan selvfølgelig også nøjes med at lave et tekstlink til http://www.justkidding.dk - hvis du ikke har så meget plads.

Hvis man har været halvdød af skræk 2 gange, hvad sker der så?

Then you're done for, mate... Sorry.

Kan jeg tilmelde mig et eller andet sted, og modtage jokes pr. e-mail?

Ja. Du kan modtage alle de nyeste jokes direkte på din email-adresse ved at tilmelde dig Just Kiddings "JokeMail". Gå til tilmeldingssiden og tilmeld dig allerede idag!

Kan jeg reklamere på Just Kidding?

Ja, du ka' så. Du kan læse en hel del om hvilke muligheder du har, ved at tjekke informationssiden Reklame.

Er der andre spørgsmål jeg burde stille?

Er der andre spørgsmål jeg burde svare på?
Hvis ja, så send dem til thomas@justkidding.dk