Zsa Zsa Gabor

Incident report:
Navn: Zsa Zsa Gabor
Sted: Beverly Hills, California
Dato: 14. juni 1989
Sigtet for: Vold mod tjenestemand i funktion; modsættelse af politipåbud; kørsel uden kørekort; kørsel med en åben flaske alkohol.

Det var en solrig dag i juni, da Zsa Zsa Gabor, skuespiller og forfatter af guldgraverens Bibel, "The Complete Guide to Men", kørte i sin Rolls Royce Corniche gennem Beverly Hills. En motorcykelbetjent, Paul Kramer, kørte op ved siden af bilen og vinkede hende ind til siden. Han bad herefter skuespillerinden udlevere hendes kørekort og registreringspapirer.

Gabor fandt dem frem fra handskerummet. Uheldigvis var begge dele udløbet. Efter at have ventet i ti minutters tid, mens betjent Kramer tjekkede hendes papirer efter, ytrede Gabor et par ukvemsord og kørte afsted. Betjenten satte efter hende og vinkede Fru Gabor ind endnu en gang. Denne gang bad han hende stige ud af bilen. Idet hun steg ud tildelte hun hun betjenten en lussing så hans solbriller med indbygget styrke blev slynget ned i asfalten.

Kramer anholdte Gabor og tilkaldte en patruljevogn for at bringe hende til stationen. Betjent Kramer havde, ifølge Gabors udsagn, iført hende håndjernene så stramt, at hendes håndled var blevet forslåede så voldsomt, at hun ikke var i stand til at overvære en velgørenhedsbegivenhed samme aften. Efter en overfladisk gennemsøgning af hendes bil fandt man en flaske whisky, hvilket føjede endnu en sigtelse til hendes anholdelse. Gabor blev ført til Beverly Hills politistation og anholdt for fem lovovertrædelser. På stationen fandt man ud af, at Gabor rent faktisk havde fornyet sine registreringspapirer.

Flasken viste sig at tilhøre Gabors ottende ægtemand, Prins Frederick von Anhalt. Idet hun tog fra stationen sagde Gabor til de fremmødte journalister, at hendes oplevelse hos politiet "var som Nazi Tyskland." Om betjenten Kramer sagde hun til People Magazine, "I skulle have set hadet i hans øjne." Og om at have slået betjenten i ansigtet sagde hun spidsfindigt, "Jeg har et ungarsk temperament."

Utilfreds med den måde retsagen skred frem på i Beverly Hills Municipal Court, som så ud til at blive en rutinemæssig dom, indkaldte Gabors advokat, Harrison Bull, seks vidner til støtte for hans anmodning om en ny rettergang. Da dommer Charles Rubin afslog anmodningen, indkaldte Harrison Bull tre vidner til at udtale sig om Gabors personkarakter. Dommer Rubin fandt hende skyldig i at have slået Kramer og i to af færdselsovertrædelserne. Han idømte Zsa Zsa Gabor 72 timers fængselsstraf, 120 timers samfundstjeneste og 13.000 dollars i sagsomkostninger.